Hjemmesiden anvender 'cookies', der er en tekstfil, som gemmes på din computer, mobil eller tilsvarende med det formål at genkende den, huske indstillinger, udføre statistik og målrette annoncer.
Gastro er for dig, som ønsker at lære mere om mad og gastronomi. På Gastro er der plads til alle ambitionsniveauer: Du kan både være helt almindeligt glad for at lave god mad – og aspirere til at blive kok. Det vigtige er, at du synes det er spændende at nørde mad og teknikker, der ligger lidt ud over de sædvanlige.
På gastro skal vi snitte, koge, blende, fryse, blanchere, tranchere, partere, quenelle, blive ferm til at bruge et mandolinjern og meget mere. Vi får også masser af tid til leg og eksperimenter, når vi går i dybden med emner som jord til bord, sæsonkøkken, saucer og fond. Du lærer om teknik, tilsmagning, anretning og menu-udvikling.
Vores ambition er at have så lidt spild som overhovedet muligt. Derfor benytter vi os så vidt muligt af grøntsager og anvender hele/halve dyr med omtanke. Vi koger fond af ben og skræller, og skaber magiske saucer og supper. Og når råvaren er klar til viderebehandling vil vi give os i kast med purering, syltning, stegning og pochering.
Vi kommer til at eksperimentere med anretning, så serveringerne imponerer og arbejder med, hvordan man udvikler og sammensætter en menu. Vi kommer til at mærke suset, når rigtige gæster skal smage vores kreationer, i en pop up restaurant vi stabler på benene i samarbejde med de to andre linjer.
På Suhrs er der plads til alle. Det handler om at prøve af og have det sjovt, også når vi fejler.
På Gastro arbejder vi tæt sammen med andre, som deler vores passion for mad og gastronomi – og får gode kontakter i det københavnske madmiljø.
Vores undervisere er dygtige og kreative kokke, der har forstand på at undervise. Så der er både højt til loftet og rart at være i køkkenet.
Læs mere om de fagområder vi dykker ned i på Gastro: Madhåndværk og Mad & Sensorik
Udover dit linjefag har du også fællesfag på tværs af linjerne, såsom Verdenskøkken, Smag på, Pop-up restaurant og vores gastronimiske rejse til Italien.
Det samme gælder valgfagene som du kan læse om her.
Læs vores Q&A lige her hvor vi svarer på ofte stillede spørgsmål.
Du er altid velkommen til at ringe til os på 33128053 alle hverdage mellem kl. 9 – 14.