Historie

Ingeborg Suhr

Suhrs Højskole udspringer af den gamle Suhrs Husholdningsskole, der blev etableret af Ingeborg Suhr helt tilbage i 1901. Ingeborg var på mange måder foran sin tid, og en foregangskvinde, der turde at tage chancer og hoppe ud i eventyr. Hun var en driftig kvinde – og med nutidens termer ville man nok omtale hende som en rimelig sej iværksætter, dengang så man hende i højere grad som en kvinde med ben i næsen. Under alle omstændigheder er hun en person som vi er stolte af, og vi har taget mange hendes værdier med os. Husholdningsskolen havde fra start af fokus på madkvalitet, æstetik og omtanke for omverdenen og miljøet, der blev arbejdet på at mindske madspild og på at bruge sæsonen. Alt dette er noget vi på skolen stadig arbejder med og tænker på, den dag i dag i vores daglige virke som højskole.

Husholdningsskole og seminarium

Suhrs Husholdningsskole var meget populær blandt kvinder i København og omegn, og i 1905 begyndte Husholdningsskolen derfor at gennemføre et-årige uddannelser til husholdningsskolelærerinder. I 1960 blev skolen delt i to dele – Suhrs Husholdningsskole og Suhrs Seminarium.

I 2008 blev Suhrs Seminarium en del af ernærings- og sundhedsuddannelserne under Professionshøjskolen Metropol, mens Suhrs Husholdningsskole forblev selvstændig.

Højskole i Pustervig

I 2010 blev det besluttet at ændre husholdningsskolens navn, identitet og skoleform, og i 2011 overgik skolen derfor til at være en folkehøjskole med fokus på mad og gastronomi.

Suhrs Højskole er i dag Danmarks eneste madhøjskole, og vi bor stadig midt i København i de historiske lokaler, hvor skolen har ligget i over 100 år.