Suhrs Højskole ligger midt i København, lige ved Strøget og med udkig til Rundetårn. Suhrs er den eneste højskole i hovedstaden, hvor du både kan bo på skolen og være dagelev.
Vi er en højskole med primært fokus på mad, gastronomi, bæredygtighed, klima, iværksætteri og bykultur.
Vi bygger videre på mere end 100 års erfaring fra vores tid som Suhrs Husholdningsskole, og et engageret hold af ildsjæle underviser i dag på skolen.
Størstedelen af vores elever er mellem 18 og 25 år. Dette ændrer sig løbende fra hold til hold. Ofte har vi også glæde af elever, der er ældre, som f.eks. ønsker en pause fra studie – eller arbejdslivet. Vi har også glæde af unge, som tager på Suhrs i deres sabbatår, for at finde inspiration og blive klogere på sig selv i et fællesskab.
På Suhrs er maden omdrejningspunkt for meget af det, vi er sammen om, uanset om det er undervisning, samvær, måltider, rejser, events, hverdage eller fester.
Det betyder IKKE, at du skal være rigtig god til at lave mad i forvejen for at gå på Suhrs! Alle er velkomne og kan modtage undervisning på flere niveauer.
Du designer selv dit ophold og kan vælge linjer og valgfag, som fokuserer på det, du selv er mest interesseret i.
Eleverne på skolen er både danske og internationale. Du kan sagtens få et skønt ophold her, selv om du primært taler et andet sprog. Vi forventer blot, at du kan forstå et basalt dansk, da undervisningen foregår på dansk.
Læs, hvad vores elever fortæller om højskolen her.
Højskolen holder til i to hyggelige byhuse i Pustervig 8, hvor skolen har ligget i over 100 år. De gamle lokaler indeholder i dag blandt andet to store, moderne køkkener, et kreativt værksted, en elevlounge, en bar og renoverede værelser, toiletter og badeværelser.
Udover vores lange højskoleophold afholder højskolen korte kurser, aftenkurser, gastronomisk teambuilding og madforedrag. Vi arrangerer også løbende events, hvor alle er velkomne.