Skema

Bestil materiale Tilmeld Book en rundvisning Mød lærerne

Dagens gang

Vi spiser morgenmad sammen mandag til fredag. Boller, grød, mysli og marmelade laver vi som udgangspunkt selv. Derefter har vi morgensamling. Her synger vi fra højskolesangbogen, og der holdes et kort oplæg om et aktuelt emne, der optager enten en lærer eller en elev. Om torsdagen fordyber vi os lidt mere i højskolesangbogen.

 

Linjer og valgfag

Du har din linje under hele opholdet medmindre du skifter linje når 2. optag begynder. Valgfagene skifter undervejs og fra hold til hold. De  hører ikke til en bestemt linje. Udover dit linjefag har du også fællesfag på tværs af linjerne. Det gør, at I lærer hinanden rigtig godt at kende på kryds og tværs.

 

Fællesfag

Verdenskøkken er et af Suhrs mest populære fællesfag. Her laver vi mad og udveksler kultur med mennesker, der er vokset op i en anden madkultur end den gængse danske. Vi har tidligere fået besøg fra Sri Lanka, Iran, Mexico, Balkan, Japan og mange andre.

Onsdag formiddag er der Klubtid, hvor I selv danner klubber på tværs af interesser. Temaerne kan være strik, litteratur, film, løbe- og gåture, bagværk, madanmelderklub m.m.

Du bliver også taget med på en højskolerejse fyldt med talks, “smag på” oplevelser, fester – og fremfor alt: et helt særligt fællesskab.

 

Tjanser

Højskolen er vores fælles hjem, og sammen skaber vi rammerne for et hyggeligt og rart sted at være. Derfor hjælper både dagelever og boende elever på skift med nogle af de praktiske opgaver. Du bliver en del af en mindre gruppe, hvor I sammen bidrager til fællesskabet. Det kan for eksempel være at lave aftensmad eller sørge for, at vores fælles rum er hyggelige og rare at opholde sig i.

 

Højskolegruppe

Højskolegruppen fungerer som en trivselsgruppe, hvor man i et mindre fællesskab kan tale om hverdagen på højskolen og tage temperaturen på, hvordan både den enkelte og fællesskabet har det.

Det er også i højskolegrupperne, at vi afholder de individuelle samtaler når I begynder og midtvejs i højskoleopholdet.

Derudover står højskolegrupperne på skift for at arrangere en helt særlig weekend for resten af højskolen. Her er der plads til kreativitet og gode idéer, og det kan være alt fra en temafest til en koncerttur eller andre sjove oplevelser, der styrker fællesskabet.

Efter undervisningen

Efter undervisningen er der “fri leg”, café, filmklub eller bare tid til at hænge ud, spille spil eller nyde byen. Nogle aktiviteter tager højskolens lærere initiativ til, mens andre opstår spontant eller på initiativ af eleverne. Det kan f.eks. være vi tager på seightseeing i København, i teatret, skøjter eller noget helt fjerde. Du kommer ikke til at kede dig!

 

Weekenderne

Du har undervisningsfri i weekenderne. Vi har enkelte højskoleweekender, som højskolegrupperne arrangerer med deres højskolegruppelærer.

Den første søndag i måneden kommer elevforeningen (tidligere elever) ind og laver brunch sammen med jer. Vi holder også en vennedag, som du kan invitere dine venner med til.

Du er velkommen til at have gæster på besøg til aftensmad, det koster blot et mindre beløb.

 

Se en typisk uge herunder.

Hvad er cookies?

Hjemmesiden anvender 'cookies', der er en tekstfil, som gemmes på din computer, mobil eller tilsvarende med det formål at genkende den, huske indstillinger, udføre statistik og målrette annoncer.