Torben / Gastro

Hvem er Torben?

Jeg hedder Torben Albert, jeg er 23 år og boede på skolen. Jeg valgte som pitstop elev, at tage på højskole som en pause fra studie og – hverdagslivet, og jeg kan klart anbefale det til alle som synes det lyder tiltrækkende. Mit højskoleophold har givet mig den “reset” som jeg virkelig havde behov for.

Hvilken linje valgte du?

Gastro.

Hvorfor ville du på højskole, og hvorfor valgte du Suhrs som højskole?

Jeg tog på Suhrs Højskole, fordi jeg var blevet virkelig studietræt. Jeg følte ikke at undervisningen interesserede mig længere. Efter noget tid indså jeg, at jeg ikke skal bruge så meget tid på noget, jeg ikke får energi af. Efter et par uger, og en meget svær beslutning, valgte jeg at gå efter mavefornemmelsen.

Jeg havde længe fortrudt, at jeg ikke fik prøvet at gå på højskole inden jeg startede på min videregående uddannelse. Nu hvor jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre, var højskole min første tanke. Efter jeg kiggede lidt rundt fandt jeg hurtigt ud af at Suhrs var perfekt, da jeg har en kæmpe interesse for gastronomi og madlavning!

Hvordan er miljøet / fællesskabet på Suhrs højskole?

Mit hold på Suhrs har et ret stærkt fællesskab. Vi lavede mange ting sammen udenfor undervisningstid, og de fleste var gode til at deltage. Suhrs er ikke en særlig stor højskole, med max 50 elever på et hold. Det gør at alle kender hinanden, og at der er flere muligheder for aktiviteter, der inkluderer alle. Dette har eksempelvis været ture til teateret, rundbold i Kongens Have, badeture i havnen, brætspilsaftener, eller filmhygge. Min oplevelse har været at mange er gode til at tage initiativ til store og små aktiviteter.

Hvordan ser en typisk dag ud på Suhrs? 

Vi starter dagen med morgenmad fra kl. 7:30-8:30. Dem der er B-mennesker ligesom mig lokkes alligevel ud af sengen med friskbagte boller og en meget omtalt Vesterhavsost hver morgen. Kl. 8:30 er der morgensamling på “Kvisten” med sang fra højskolesangbogen, et lille oplæg, og meddelelser for dagen. Resten af dagen er typisk delt op i 2 undervisningstimer: en før frokost, en efter. Indholdet varierer fra dag til dag, men kan bestå af: linjefag, valgfag, gæsteforelæsninger, eller verdenskøkken. Frokosten er primært lavet af eleverne som en del af undervisningen, og er altid super lækkert og varieret! Vi har fri efter kl. 15:30, og ca. kl. 18:00 bliver der serveret aftensmad, også lavet af eleverne. Efter en actionfyldt dag er der næsten altid nogen der klar på at tage en øl på den lokale, eller bare sniksnakke til de sene timer.

Hvad er det bedste ved opholdet? 

Det bedste for mig har helt klart været at stå i køkkenet, hvilket man nok skal få gjort rigeligt af på Suhrs. Jeg tog på Suhrs på grund af min kærlighed for mad, og den er kun blevet større i løbet af mit ophold. Som Gastro-elev bliver man oplært i mange teknikker og råvarer, men laver en del på eget initiativ. Lærerne er altid klar på svare på spørgsmål og give råd, men man kan selv bestemme, hvor meget man vil gøre ud af det.

Hvordan var rejsen? 

Vi tog til Ligurien og Piemonte i Norditalien. Det var en helt fantastisk tur. Vi tog toget ned gennem Europa, og det var i sig selv en meget spændende oplevelse. Når vi nåede til Italien var der sørget for et pakket program med besøg til diverse bondgårde, en kokkeskole og gastronomisk universitet. Vi havde workshops i at lave pesto og pasta, og gik smukke vandreture. Om aftenen udforskede vi byen, og smagte alt det dejlige mad Italien tilbyder.

Hvorfor vil du anbefale andre at tage på Suhrs højskole og har du nogle gode råd?

Jeg har nok aldrig været en del af et fællesskab med så forskellige mennesker, så det må være et tegn på at de fleste kan få noget ud af det! Suhrs elever, både gamle og nye, skaber et stort netværk der åbner op for forbindelser og muligheder efter opholdet, hvis man ikke kan få nok. Derfor har jeg valgt at blive repræsentant for mit hold i Suhrs’ Elevforening.

Det bedste råd jeg kan give er, at deltage med et åbent sind!