Skema

Bestil materiale Tilmeld Book en rundvisning Mød lærerne

Dagens gang

Vi spiser morgenmad sammen mandag til fredag. Boller, grød, mysli og marmelade laver vi som udgangspunkt selv. Derefter har vi morgensamling. Her synger vi fra højskolesangbogen, og der holdes et kort oplæg om et aktuelt emne, der optager enten en lærer eller en elev. Om torsdagen fordyber vi os lidt mere i højskolesangbogen.

Linjer og valgfag

Du har din linje under hele opholdet medmindre du skifter linje ved 2. optag. Valgfagene skifter undervejs og fra hold til hold. De  hører ikke til en bestemt linje. Udover dit linjefag har du også fællesfag på tværs af linjerne. Det gør, at I lærer hinanden rigtig godt at kende på kryds og tværs.

Fællesfag

Verdenskøkken er et af Suhrs mest populære fællesfag. Her laver vi mad og udveksler kultur med mennesker, der er vokset op i en anden madkultur end den gængse danske. Vi har tidligere fået besøg fra Sri Lanka, Iran, Mexico, Balkan, Japan og mange andre.

Onsdag formiddag er der Klubtid, hvor I selv danner klubber på tværs af interesser. Temaerne kan være strik, litteratur, film, løbe- og gåture, bagværk, madanmelderklub m.m.

Du bliver også taget med på en højskolerejse fyldt med talks, “smag på” oplevelser, fester – og fremfor alt: et helt særligt fællesskab.

OIKOS

Er et begreb for at holde hus og hjem. Her deler vi ugens fif til at holde hus og rydder op på højskolen i fællesskab.

Efter undervisningen

Efter undervisningen er der “fri leg”, café, filmklub eller bare tid til at hænge ud, spille spil eller nyde byen. Nogle aktiviteter tager højskolens lærere initiativ til, mens andre opstår spontant eller på initiativ af eleverne.

Weekenderne

Du har undervisningsfri i weekenderne. Vi har enkelte højskoleweekender, som højskolegrupperne arrangerer med deres højskolegruppelærer.

Den første søndag i måneden kommer elevforeningen (tidligere elever) ind og laver brunch sammen med jer. Vi holder også en venneweekend, som du kan invitere dine venner med til.

 

Se et typisk skema herunder: