Hjemmesiden anvender 'cookies', der er en tekstfil, som gemmes på din computer, mobil eller tilsvarende med det formål at genkende den, huske indstillinger, udføre statistik og målrette annoncer.
Hvad får du, hvis du sætter en kok og en historiker i samme rum? Svar: Et fantastisk samarbejde!
Det har i hvert fald været tilfældet med kok Peter Nøhr Christensen og historiker Asmus Gamdrup, som mødte hinanden for snart 4 år siden.
“Peter havde lige startet en madbutik på Vesterbro, Kost, og jeg var næsten lige blevet færdig som historiker. Vores samarbejde tog hurtigt fart – jeg kom med ombord i Kost, vi skrev en tyk bog om kål sammen, og siden da har vi brugt størstedelen af vores vågne timer sammen,” fortæller Asmus.
Nu kan du opleve de to madnørder, når de besøger Suhrs Højskole til forårets MadX. Peter og Asmus vil i tre dage overtage undervisningen på højskolen og smitte eleverne med deres kærlighed til gastronomi og madhistorie.
Peter og Asmus er dybt fascinerede af mad og madkultur, og det skyldes især madens store betydning set med historiske briller.
“Mad er et fantastisk redskab til åbne historien op. Kartoflen kan fortælle om alt fra kolonitiden til komfurets historie, og kål kan fortælle om gamle husholdninger, sygdomsforestillinger og lovbøger,” siger historikeren og fortsætter:
“Og så er der få ting som mad, som kan få folk til at tale sammen på tværs af diverse skel. Det skulle da lige være fodbold!”
Peter og Asmus har sammen skrevet bogen “KÅL”, hvor de udforsker kålens betydning op gennem historien og kommer med deres bud på, hvordan forskellige typer kål kan tilberedes. I dag ejer og driver de madvirksomheden KOST, og de har derudover endnu et stort bogprojekt i støbeskeen.
“Bøgerne skal samlet dække hele landet og undersøge, hvordan vores madkultur har været knyttet til bestemte områder – både hvad angår planter, dyr, tilberedninger og retter. Og så skal der været en masse nye opskrifter fra Peters hånd,” siger Asmus.
Når spørgsmålet går på, hvad eleverne skal glæde sig til i de tre dage, er svaret klart: At blive udfordret!
“Både rent gastronomisk i køkkenet og på deres madkulturelle ‘viden’. Vi skal have det sjovt, og vi skal op på tæerne,” lyder det fra makkerparret.
De to madnørders besøg munder ud i en pop-up restaurant den 23. marts, hvor gæsterne vil opleve velsmag og et højt gastronomisk niveau.