Hjemmesiden anvender 'cookies', der er en tekstfil, som gemmes på din computer, mobil eller tilsvarende med det formål at genkende den, huske indstillinger, udføre statistik og målrette annoncer.
Kan man smage stemningen i en sang og hvordan smager guldalderens sange? Sammen med Bakkehuset inviterer eleverne fra Suhrs Højskole til fællessang og smagsoplevelser i Bakkehusets historiske have.
Foråret begynder at pible frem og inspireret af Bakkehusets historiske have og det litterære mødested, ægteparret Kamma og Knud Lyne Rahbek skabte på Bakkehuset, har elever fra Suhrs Højskole sammensat en hel unik oplevelse, hvor vi synger en række af 1800-tallets sange, og efterfølgende smager på sangene.
I Bakkehusets litterære mødested kom digtere som Adam Oehlenschläger, B.S. Ingemann, N.F.S. Grundtvig og H.C. Andersen, som alle skrev sange, der senere er blevet en del af den danske sangskat. Eleverne fra Suhrs Højskole er dykket ned i et udvalg af disse sange og har skabt deres helt egen fortolkning af sangenes stemning, og hvordan denne stemning kan omsættes til en smag.
”Forårets sange og smage” er et kreativt projekt for eleverne på hovedlinjen ”København” på Suhrs Højskole.
Fællessangen og smagsoplevelserne finder sted udendørs i Bakkehusets have, og bagefter kan man opleve Bakkehusets historiske stuer, hvor alle de store digtere mødtes og inspirerede hinanden i starten af den danske guldalder.
NB. Husk en varm trøje, da arrangementet foregår udendørs. Hvis vejret ikke tillader det, rykker vi indenfor.
Eventdato: 28. marts 2023: kl. 16.30-18.00.
Billetpris: 60 kr excl. billetgebyr, som inkluderer smagsoplevelse i haven og entré til Bakkehuset. Billetter sælges kun via Billetto og kan desværre ikke købes i døren.
Begrænset antal billetter.
Sted: Rahbeks Alle 23, 1801 København