18/2-26 Talk Dyrk grøntsager året rundt – den regenerative køkkenhave (kræver tilmelding)

Obs. Kræver tilmelding

Dyrk grøntsager året rundt – den regenerative køkkenhave

Yen Frydensberg Egebak tager os i ord og billeder med i arbejdet med bæredygtig og klimarobust helårsdyrkning af økologiske grøntsager i køkkenhave og drivhus. I haven dyrker hun grøntsager til selvforsyning efter økologiske og regenerative metoder og høster friske grøntsager fra have og uopvarmede drivhuse hele året, også om vinteren.

I den regenerative køkkenhave er der fokus på den levende jord, biodiversitet, enkle, bæredygtige metoder og høst af næringstætte grøntsager året rundt. Naturen arbejder for os og der er plads til alle, for et rigt dyreliv er forudsætningen for en rigelig høst. Den regenerative køkkenhave fungerer samtidig som et klimarobust dyrkningssystem, der binder kulstof i jorden og effektivt leder store mængder regnvand ned hvor det gør nytte i perioder med tørke.

Talken tager udgangspunkt i Yen Frydensberg Egebaks store køkkenhavealmanak Dyrk grøntsager året rundt (Gyldendal, 2024) en komplet dyrkningshåndbog og almanak, med en praktisk indføring i de regenerative dyrkningsmetoder og metoderne til vinterdyrkning og sæsonforlængelse.

Bogen omfatter tre dele. Den første del er en grundbog: den beskriver dyrkning af køkkenhaven, etablering af nye dyrkningsarealer, regenerative metoder og teknikker, der egner sig til anvendelse for hjemmedyrkeren, blandingskulturdyrkning, rotationer, forspiring, såning, gødning med naturens virkemidler og selvfølgelig metoderne til sæsonforlængelse og vinterdyrkning. Den beskriver metoder og teknikker med trin for trin vejledninger, så grøntsagsgartnere på alle niveauer kan være med.

Selve almanakken beskriver måned for måned konkrete gøremål, der på det pågældende tidspunkt kan være afgørende for succes med dyrkning og høst. Almanakken er også der, du for alvor kan blive klogere på timingen og tænkningen bag dyrkning af friske grøntsager året rundt i en meget konkret ‘måned for måned’ kontekst.

Såkalenderen er ligesom almanakken delt op i måneder og årstider, og har forspirings- og såtidspunkter for både sæsonforlængeren, vinterdyrkeren og den, der gerne vil dyrke køkkenhave på de helt klassiske tidspunkter fra forår ind i sommeren og lidt ud på efteråret.

Endelig er der imellem månederne bonuskapitler til de mere eventyrlystne, med vejledninger til dyrkning af nogle af de lidt mere eksotiske grøntsager, som ingefær og søde kartofler, etablering af varmebede og andre små-nørdede, enkle og nemme projekter.

 

Om:

Yen Frydensberg Egebak har en baggrund som økolog og selvforsyner og arbejder som skribent, forfatter og foredragsholder med formidling af sin viden og mangeårige erfaringer med regenerativ helårsdyrkning af økologiske grøntsager og selvforsyning.

Bøger:
’Dyrk grøntsager året rundt’ (Gyldendal, marts, 2024)

’Din guide til fantastiske tomater’ (Gyldendal maj, 2025)

Læs mere her: www.yenshave.dk

Fotos: Mette Krull/Yen Frydensberg Egebak

 

Foredragsrækken er støttet af Nordea-fonden og etableret i samarbejde med Gyldendal, Trinitatis Kirke og Marmorkirken.

 

Pris: Gratis. Kræver billet.

På grund af ekstraordinær stor interesse har vi valgt at oprette billetter til talken med Yen Frydenberg: “Dyrk grøntsager året rundt i den regenerative køkkenhave”.

Oprindeligt skulle talken have været uden tilmelding – ligesom vores andre talks, men for at sikre, at ingen kommer forgæves, kræver vi nu, at man booker en gratis billet.

Billetten reserveres her (én billet pr. person):
https://billetfix.dk/da/e/talk-dyrk-grntsager-aret-rundt-den-regenerative-kkkenhave/

Hvis du bliver forhindret, bedes du skriv til ll@suhrs.dk, så vi kan tilbyde billetten til en person på ventelisten.

Du behøver ikke printe billetten – oplys blot det navn, som billetten er købt i, når du ankommer.

Glæd dig til en inspirerende talk fyldt med tips, tricks og passion for grøntsager året rundt! 🌿

 

Tid og sted: Kl. 9.15-10.45 (inkl. pause), Suhrs Højskole, i Pustervig 6-8, 1126 København K. Dørene åbner kl. 9.00.
Tryk på “Suhrs Højskole” på dørtelefonen. Indgang til venstre, 3. sal på Kvisten.
Bemærk venligst, at foredraget begynder præcist kl. 9.15. Dørene lukkes herefter.
Hvad er cookies?

Hjemmesiden anvender 'cookies', der er en tekstfil, som gemmes på din computer, mobil eller tilsvarende med det formål at genkende den, huske indstillinger, udføre statistik og målrette annoncer.