Marie

Hvad er din alder og hvad hedder du?
Jeg hedder Marie og jeg er 23 år

 

Boede du på højskolen?
Nej, jeg var dagelev

 

Hvorfor valgte du Suhrs Højskole?
Jeg valgte at tage på Suhrs, fordi en gastronomisk højskole lød både sjov og udfordrende – og samtidig ret unik. Jeg aspirerer ikke til at blive kok, men jeg elsker at lave mad og interesserer mig især for, hvor maden kommer fra.

Derudover er Suhrs en højskole med mange forskellige nationaliteter og elever fra hele Danmark. Det syntes jeg var enormt tiltrækkende og faktisk afgørende for mit valg af højskole.

 

Hvilken linje/linjer havde du, og hvorfor valgte du netop den linje?
Jeg fik hurtigt øjnene op for Sommelier- og Bryg-linjen. Det lød som en anderledes og særlig mulighed for at lære en masse om vin og vinproduktion – og det viste sig at holde stik.

På linjen fik vi smagt mange forskellige og spændende vine og besøgte dygtige producenter både i Danmark og Italien. Jeg synes også, det var sjovt og udfordrende at bruge sanserne så aktivt, for eksempel når vi lavede blindsmagninger eller skulle identificere noter og aromastoffer i vin og øl.

 

Hvordan vil du beskrive Suhrs med få ord?
Kreativt, intenst og enormt lærerigt – på mange planer.

 

Hvad synes du er særligt ved at gå på højskole?
Det særlige er helt klart fællesskabet og den stærke samhørighed, der hurtigt kan opstå. Det er selvfølgelig ikke altid givet, men det var min oplevelse på Suhrs, og det er jeg meget taknemmelig for.

 

Hvad beskæftiger du dig med på nuværende tidspunkt (uddannelse)?
Lige nu er jeg så heldig, at jeg kan tage vagter i den skovbørnehave, jeg arbejdede i, inden jeg startede på Suhrs. Hvad der skal ske uddannelsesmæssigt, er stadig åbent, men tiden på højskolen har helt klart gjort mig mere afslappet omkring valget.

 

Er der et bestemt fag eller en oplevelse, du vil anbefale eller fremhæve ved Suhrs?
Jeg vil fremhæve måltiderne som nogle af mine bedste minder. På Suhrs samles vi i høj grad omkring måltidet, og det er noget, jeg virkelig har taget med mig. Uanset om der blev serveret sjove, virkelig gode – eller til tider lidt underlige – retter, var det fællesskabet og nærværet omkring måltidet, der betød mest.

 

Hvilket godt råd vil du give kommende elever på Suhrs Højskole?
Kom med alt det, der er dig, og vær ikke bange for at give din mening til kende. Det kan kræve lidt mod i starten, men det er det hele værd. Åbenhed og ærlighed er, efter min mening, afgørende for at skabe et stærkt og dynamisk fællesskab.

Hvad er cookies?

Hjemmesiden anvender 'cookies', der er en tekstfil, som gemmes på din computer, mobil eller tilsvarende med det formål at genkende den, huske indstillinger, udføre statistik og målrette annoncer.