Praktisk information om ugekurser

Program og måltider

På ugekurserne på Suhrs Højskole starter vi altid dagen med en lækker morgenmad med hjemmebagte boller, kaffe og the. Derefter samles vi til morgensang og samling. Tidspunkerne vil fremgå i programmet.

Undervisningen består ofte af enten hands on i køkkenerne med køkkenøvelser eller fælles madlavning, foredrag eller aktiviteter og besøg ude i byen.

På Suhrs er sanserne og maden i centrum og derfor giver vi os naturligvis god tid til måltiderne, så vi kan nyde og smage maden sammen, men også for at vi har tid til at tale med hinanden og nyde fællesskabet omkring maden. Vi sørger også for, at der er pauser, så du kan gå en tur i København eller slappe af med en espresso eller Café Latté fra vores espressomaskine på Kvisten.

Om aftenen kan der være frivillige aktiviteter, som man kan deltage i efter aftensmaden. Enkelte dage kan der også være fastlagte aktiviteter.

Den sidste aften på kurset holder vi afslutningsmiddag, hvor vi nyder en skøn menu og taler om ugen og de oplevelser vi har haft sammen.

Du får tilsendt ugeprogrammet digitalt inden dit kursus begynder.

Om lørdagen slutter kurset med udvidet morgenmad, hvor vi siger farvel (og på gensyn).

 

 

Deltagere

Vores korte kurser er åbne for alle. Det eneste krav er, at du er fyldt 17 ½ år ved kursets start.

Vi har god erfaring med at have en meget bredt sammensat gruppe både i forhold til alder og, hvor i landet/Norden deltagerne kommer fra på vores korte kurser.

Det er i øvrigt muligt at få et kort kursus betalt af din arbejdsgiver, hvis det er relevant for din stilling. Det kan være du arbejder som køkkenassistent, kok, pædagog, lærer eller lignende. Kontakt blot din arbejdsgiver i god tid for at høre om mulighederne.

Om vores huse

Suhrs Højskole ligger i to hyggelige byhuse midt i Københavns hjerte, med Nørreport, Kultorvet, Kongens Have og Strøget lige rundt om hjørnet. Vær opmærksom på, at vi har mange trapper – og ingen elevator.

Vi ligger lige ud til Kultorvet og tæt på Nørreport station, så det er nemt at komme til og fra højskolen.

Vi har flotte og funktionelle køkkener, undervisningslokaler og en dejlig spise-og samlingssal på Kvisten, der ligger på 3. sal.

 

Adresse

Suhrs Højskole
Pustervig 8
1126 København K

 

Medbring

Håndklæde og linned, hvis du skal bo på højskolen. Det er ikke muligt at tilkøbe dette.

Evt. en cykel til transport rundt i byen og ellers er der rig mulighed for at leje en cykel i byens mange cykelhandlere.