Hjemmesiden anvender 'cookies', der er en tekstfil, som gemmes på din computer, mobil eller tilsvarende med det formål at genkende den, huske indstillinger, udføre statistik og målrette annoncer.
Hvem er Fie?
Jeg hedder Fie, er 25 år gammel, bor i København og tog på Suhrs Højskole som en pause fra mit studie. I dag arbejder jeg med samspillet mellem mad og mennesker ved siden af mit psykologistudie.
Boede du på Højskolen?
Nej, jeg boede i København i forvejen, så jeg blev boende hjemme i min egen lejlighed sammen med min kæreste, mens jeg gik på højskolen.
Hvorfor valgte du ikke at bo på Højskolen?
Jeg boede allerede i København og ville ikke tage en plads fra en elev, der kom langvejs fra. Jeg har tidligere gået på højskole i Silkeborg, hvor jeg har oplevet, hvor fantastisk det er at bo sammen på en højskole. Denne gang var min situation dog lidt anderledes, fordi jeg boede sammen med min kæreste.
Under min rundvisning blev jeg bekræftet i, at jeg ikke ville komme til at gå glip af noget som dagelev. Jeg fik adgang til skolen døgnet rundt, mulighed for at spise med ved alle måltider og deltage i alle aktiviteter – også i weekenden. Som dagelev blev mit ophold til den perfekte blanding af højskoleboble og tid til venner, familie og arbejde ved siden af.
Hvorfor valgte du at tage på Suhrs Højskole?
Jeg har altid været glad for lave mad og fik lyst til at udforske maduniverset mere. Derfor tog jeg pause fra mit studie. Det var en tiltrængt pause med nye venner, skønne smage, fantastiske oplevelser og masser af udfordringer. Helt uventet fik jeg også et nyt perspektiv på mit studie og min fremtidige karriere. Jeg er vist blevet bidt af mad, og jeg kan simpelthen ikke slippe det igen!
Hvilket linjefag valgte du?
Gastro, fordi jeg ønskede at lære teknikker og udstyr at kende, som jeg ikke har derhjemme. Det var en kæmpe oplevelse at arbejde med professionelle kokke, eksperimentere og lære madlavning at kende som et håndværk. Jeg har fået masser af inspiration og kundskaber med hjem som sagtens kan bruges i mit hverdagskøkken. Men det er også fedt at vide at jeg for eksempel kan lave vilde desserter til nytår.
Jeg valgte valgfaget Bag for lære at bage rigtig godt brød. Første gang vi havde faget sagde højskolelæreren noget i stil med: ”Et godt brød kan redde ethvert måltid”, og det, synes jeg, virkelig er rigtigt. Det har været spændende at lære at bruge bagesten, bage med surdej og forskellige mel-typer. Det som overraskede mig mest var, at mit yndlingsbrød kunne bages helt uden at ælte med hænderne. Det havde jeg aldrig opdaget selv!
Hvad er det bedste minde fra dit ophold?
Jeg er splittet mellem to helt fantastiske minder, turen til Italien, hvor vi besøge et Slow Food universitet, og da vi lavede en pop-up på Restaurant Naert.
Besøget på University of Gastronomic Science var fantastisk, fordi jeg opdagede, hvor mange forskellige måder man kan arbejde med mad på. Det har givet mig lyst til at udforske, hvordan jeg selv kan få en madvinkel med i resten af min studietid (ud over i frokostpausen).
Vores aften på Restaurant Naert skal også nævnes, fordi vi havde den vildeste aften. Mange timers forberedelse kulminerede i en lækker middag, som vores gæster tydeligt nød. Det var alt for vildt at vide, at deres gode oplevelse var et resultat af vores samarbejde. Det gav virkelig et kick!
Hvad har Suhrs betydet for dig?
Mit højskoleophold på Suhrs har givet mig et nyt syn på mad, og hvordan vi mennesker hver især forstår mad. Det har især været utrolig spændende at dele mit eget forhold til mad med alle de andre elever og høre om deres. Det har virkelig udvidet min horisont, og jeg tager så mange venskaber med mig videre med andre madglade mennesker.
Hvad er det vigtigste, du har lært under dit ophold på Suhrs?
Jeg har lært utrolig meget om at spise lokalt efter sæson, og om hvordan mad kan forbinde menneske. Jeg har især lært en masse om, at et måltid er mere end bare det, der ligger på tallerkenen. Det er også, hvem der mødes omkring bordet, hvad der tales om, og hvilke omgivelser måltidet indtages i.
Hvorfor vil du anbefale Suhrs?
Det, der tiltrak mig mest, var især muligheden for en pause i mit studie. Det tiltalte mig at komme væk fra tunge bøger og akademisk sprog og i stedet arbejde med mine hænder og sanser. Derudover ville jeg gerne blive bedre til at lave mad og lære mere om mad fra andre steder i verden. Det, at højskoleopholdet indeholdt rejser til andre madkulturer og havde dage med fokus på et nyt verdenskøkken, tiltalte mig meget.
Suhrs kan det hele – du kan både få et afbræk fra studiet, et skønt sabbatår i København eller blot et velsmagende sommerkursus.