I dette valgfag skyder du video og billeder af mad med din smartphone til sociale og trykte medier. Vi arbejder med teknik, klipning, tempo, kameravinkler, æstetik, komposition, styling, tekst og lys. Du bliver udfordret til at tænke kreativt og anderledes, når madlavningen skal formidles gennem foto eller video. Vi har hovedsageligt fokus på mad- og råvarefotografi, formidling af madopskrifter og storytelling. Du behøver ikke at være en SoMe-haj eller have et fancy kamera.
Vi hygger, snacker og har det sjovt. Her er plads til at eksperimentere, lære nyt og finde din egen stil inden for madkommunikation på sociale medier eller til f.eks. en kogebog eller et magasin. Uanset om du f.eks. drømmer om at blive madblogger, kogebogsforfatter, madstylist, markedsføre restauranter eller bare ønsker at forbedre dine SoMe-skills, er valgfaget noget for dig.
Dine underviser er Gastrolærer Sebastian, som byder ind med sin madfaglighed, gode energi og video-skills. Derudover møder du vores kommunikationsmedarbejder Louise Linder, som deler ud af sine erfaringer med foto, styling og æstetik fra mad – og modebranchen.
Vi har tidligere inviteret en gæstelærer ind. Vi har f.eks. haft Rasmus Smedstrup på besøg, som arbejder professionelt med kommunikation og har haft succes på de sociale medier. Det hele startede på Instagram og TikTok, hvor han delte et par madvideoer. Flere af videoerne gik viralt og Rasmus blev hurtigt et velkendt ansigt på de sociale medier. I dag har han mere end 150.000 følgere på tværs af alle kanaler – og lever af det.