Frederik

Hvem er Frederik? 

Jeg hedder Frederik Sundberg, er 25 år og arbejder pt som selvstændig kok og ejer af private dining konceptet Chef@Home.

Hvorfor valgte du at tage på Suhrs Højskole?

Jeg valgte at tage et halvt år på Suhrs, for at møde en masse unge med samme madinteresse som mig og for at få inspiration til, hvordan man kan bruge maden som levevej og uddannelsesvej.

Jeg havde prøvet at par forskellige uddannelsesmuligheder indenfor gastronomi, både praktisk kokkeuddannelse og boglig fødevarevidenskabsuddannelsen på Københavns Universitet. Herefter manglede jeg inspiration til at komme videre og søgte at møde nogle unge med samme passion for mad.

 

Frederiks fem ord om suhrs

  • Fællesskab
  • Sundhed
  • Kreativitet
  • Personlig udvikling
  • Fest

Hvornår gik du på Suhrs?

Efteråret 2015.

Boede du på skolen? 

Nej, jeg var dagelev.

Hvilke hovedfag havde du?

Jeg havde Gastro og Foodlab som hovedfag. Derudover tog jeg blandt andet Iværksætteri, Måltidsdesign og How to Bake som valgfag.

Denne kombination af fag gav mig virkelig en indsigt i, hvordan man laver en perfekt madoplevelse, og hvordan man bl.a. udnytter en råvare på bedst mulig måde.

Gastro gav mulighed for nytænkning og kreativitet, og Foodlab gav et grundlæggende kendskab til råvarernes kvaliteter og muligheder for udnyttelse af disse.

Hvad er det bedste minde fra dit ophold?

Mit bedste minde fra Suhrs er vores kulinariske rejse til Italien. Vi oplevede så meget på turen og besøgte en masse lokale råvareproducenter, skoler og andre lokale steder, som du ellers aldrig ville have fundet på egen hånd. Vi havde alle et godt fællesskab på turen, og kunne dele en masse sjove oplevelser sammen.

Hvad har Suhrs betydet for, hvor du er i dit liv i dag?

Suhrs gav mig de redskaber, jeg manglede for at starte min egen virksomhed. Derfor har opholdet haft en kæmpe betydning for, hvor jeg står nu. Jeg mødte min kæreste under opholdet, som i dag er den største støtte, jeg kunne få, både privat og for min virksomhed. Derudover har lærerne og mine venner fra Suhrs støttet mig utroligt meget efterfølgende i mit projekt. Suhrs skabte nogle rammer for mig, hvor jeg kunne være kreativ og dele idéer med de andre deltagere.

Hvad er det vigtigste, du har lært under dit ophold på Suhrs?

Det vigtigste, jeg har lært fra opholdet på Suhrs, må være at arbejde sammen med så mange kreative mennesker på en gang. Hvordan man samarbejder med mange og koger alles idéer ned til ét færdig sammenhængende måltid eller andet projekt.

Hvorfor vil du anbefale Suhrs til andre?

Jeg vil klart anbefale Suhrs til alle, der har lyst til at dykke ned i gastronomien på en sjov og uformel måde, og som vil lære en masse om mad, sig selv og andre.

Og så er opholdet på Suhrs bare en fed måde at bruge et halvt år på sammen med andre unge, og opleve en masse ting, du ellers ikke ville opleve uden for Suhrs.

Hvis du har spørgsmål, kan jeg kontaktes på frederiksundberg@hotmail.com eller frederik@chefhome.dk.