Hjemmelavet

Hjemmelavet

Der er noget særligt over hjemmelavet mad. Fordybelsen og sanseligheden i at lave mad fra bunden. Og glæden ved at mestre et håndværk.

Det er netop dét vi skal beskæftige os med på kurset “Hjemmelavet,” som vi afholder i uge 26.

På kurset vil du bl.a. komme i køkkenet med Kirsten Høgh Fogt, som er medforfatter til de legendariske kogebøger ”God mad – Let at lave.”

Herudover skal vi lære at lave skønne surdejsbrød og lidt af det søde bagværk også i selskab med Andreas Folmer, der driver sit eget mikrobageri.

Vi får også besøg af Camilla Bojsen-Møller, der er ekspert i ost og lærer en hel masse om denne skønne spise!

Vi skal i det søde køkken og trylle dessert-mirakler frem med madskribent og kogebogsforfatter Marie Holm. Og skabe en vidunderlig festmenu med kok og kogebogsforfatter Trine Hahnemann til vores store festmiddag.

Vi skal også til vinsmagning, på restaurant-besøg, på byvandring, synge højskolesange og generelt spise en hel masse god mad. Og vi lover, at du kommer rigtig meget i køkkenet og lærer ny viden og nye teknikker, du kan bruge derhjemme.

Kursusleder er Hans Frost, som er Cand.scient. i Gastronomi og Sundhed, kok og højskolelærer.

Alle kan være med uanset spisevaner og niveau.

Se programmet herunder.

tilmeld dig

program

Med forbehold for ændringer

Søndag d. 26. juni

14.00: Ankomst og indkvartering
15.00: Velkomst ved Hans Frost
15.30: Vi går i køkkenet og fremstiller vores første måltid sammen med Kirsten Høgh Fogt
18.00: Aftensmad og hygge på Kvisten

Mandag d. 27. juni

8.30: Morgenmad og morgensamling
10.00: Bagedag med Andreas Folmer
12.30: Frokost
13.15: Pause
14.30: Bagedag fortsat
18.00: Aftensmad
19.30: Kort om Suhrs Højskole og sange fra højskolesangbogen

Tirsdag d. 28. juni

8.30: Morgenmad og morgensamling
10.00: Tur til Amager Fælled og sanke urter, frugt og grønt
12.30: Frokost i det grønne
13.15: Pause
14.00: Kage og foredrag ved Lean Pejtersen om økologisk filosofi. Hvor kommer vores moderne begreb om naturen fra?
Hvor kan den filosofiske tænkning gavne os i den økologiske krise?
15.00: Vi sylter, tørrer og præserverer vores rov
18.00: Aftensmad
19.30: Byvandring med Mathias Nielsen

Onsdag d. 29. juni

8.30: Morgenmad og morgensamling
10.00: Det søde Køkken v. Marie Holm
12.30: Frokost
13.15: Pause
14.30: Det søde køkken fortsat
18.00: Aftensmad
19.30: Vinsmagning hos Kjær & Sommerfeldt

Torsdag d. 30. juni

8.30: Morgenmad
10.00: Fri formiddag
12.30: Frokost på restaurant
13.15: Pause
14.30: Smag på ost med Camilla Bojsen-Møller
18.00: Aftensmad
19.30: Sangaften med nye og gamle sange fra den nye højskolesangbog med pianist Kristian Bach

Fredag d. 1. juli

8.30: Morgenmad
10.00: Festforberedelser med Trine Hahnemann
12.30 Frokost ved husfe
13.15 Pause
14.30 Festforberedelser med Trine Hahnemann
18.00 Festmiddag og hygge

Lørdag d. 2. juli

10.00 Farvel-brunch og hygge

Datoer

Kurset kører fra d. 26. juni – 2. juli, 2022.

Priser

  • Kursist ikke boende: 4.900 dkk
  • Kursist boende i dobbeltværelse: 6.500 dkk
  • Kursist boende i enkeltværelse: 7.500 dkk
  • SÆRPRIS for studerende under 30 år eller for medlemmer af Suhrs Elevforening. (Boende på sovesal eller som dagelev): 3250 kroner. OBS: Begrænset antal pladser. Gyldigt studiebevis medbringes ved kursusstart.

Om højskolen 

Suhrs Højskole ligger midt i København – to minutters gang fra Nørreport i et hyggeligt byhus under byens tage.

Vi er en højskole med fokus på mad, gastronomi, bæredygtighed, klima, iværksætteri og kultur.

Vi bygger videre på mere end 100 års erfaring fra vores tid som Suhrs Husholdningsskole, og et engageret hold af ildsjæle underviser i dag på skolen.

Du er altid velkommen til at ringe til os på 33 12 80 53 og høre mere om kurserne og højskolen.