Sådan bor vi og værelserne

I centrum af København

Suhrs Højskole ligger i centrum af København. Det tager 2 minutter at gå fra Nørreport station, så er du ved vores to byhuse. Vi er en hyggelig højskole, og den eneste i København, hvor du har mulighed for at være boende elev.

Som du kan se på kortet, har vi Kongens Nytorv, Tivoli, Søerne, Nørrebrogade, Torvehallerne, Strøget, Rundetårn, Kongen Have, Christiansborg og Københavns Rådhus, lige i nærheden. Det bliver ikke mere centralt.

 

Hvor mange er vi?

Vi er en mindre højskole, hvor der er plads til alle i vores dagligdag. Både i køkkenet og på fagene. Vores størrelse giver os mulighed for at være tæt sammen, men også for at have plads til – og opmærksomhed på – den enkelte elev. Vi lærer derfor hinanden rigtig godt at kende undervejs.

Vores hold består oftest af omkring 40-50 elever, hvoraf lidt over halvdelen af eleverne bor på Højskolen.

Bo på skolen – eller i egen bolig

Du kan enten bo på højskolen eller i egen bolig, mens du går på Suhrs. Bor du i egen bolig, kalder vi det at være dagelev. Som dagelev har du adgang til højskolen og dens faciliteter på lige fod med dem som bor her – og du kan spise med til alle måltiderne (morgen, middag og aften). Forskellen er altså hovedsageligt, hvor din seng står. Vælger du ikke at bo på skolen har du de samme huslige tjanser, som de boende elever, som f.eks. at være en del af det skiftende aftensmadshold.

Vælger du at bo på skolen, bor du typisk sammen med 1-3 andre af samme køn, som du også deler badeværelse med.

Vi har flere opholdsrum, hvor vi hænger ud og hygger os.

Vores undervisere bor ikke fast på skolen (selv om de er her en hel del). Det vil sige, at Suhrs primært er elevernes, når der ikke er undervisning.

 

Bo i et hyggeligt Højskoleværelse

Vores værelser er placeret i et elevhus og en større elevgang. Vi vender ud mod en mindre gade til Købmagergade og Kultorvet.

Vi lægger stor vægt på at skabe en hjemlig og hyggelig atmosfære på højskolen. Når du flytter ind, har du mulighed for at sætte dit eget personlige præg på værelset. Med kreative løsninger, lyskæder, plakater og små detaljer forvandler eleverne ofte deres værelser til hyggelige oaser, hvor de kan finde ro og lade op. Vores tidligere elev, Sara Forsman, har taget en række stemningsbilleder af værelserne.

Book en rundvisning

Køkkenerne

Vi har to hyggelige undervisningskøkkener på Suhrs. Kvist-køkkenet finder du på 3. sal i forlængelse af vores opholdsrum, hvor vi mødes om alle vores måltider.

På 2. sal. finder du vores andet undervisningskøkken, som vi kalder K2.