Påskeklumme: Stop tomatiseringen af vores madkultur

Der har været nye danske tomater i supermarkederne den sidste måneds tid og med påsken for døren, skal salget nok boome. Påskefrokosten er trods alt grønnere end julefrokosten. Der skal både tomater i salaten, til de smilende æg og måske i tilbehøret til lammekøllen.

Som det fremgår af overskriften vil jeg opfordre dig til at finde på noget andet. Måske finde tilbage til traditionen med at servere 7 kål Skærtorsdag? Det spiste man for at fejre den nye sæson og for at få kræfter til arbejdet i mark og have.

Min første og største anke mod tomatforbruget er, at produktionen af tomater er den mest klimabelastende blandt grøntsager. For at kunne købe danske tomater fra midten af marts, er der anvendt både lys og varme siden en gang i november sidste år. Det kan være det “bare” er overskudsvarme, men burde vi ikke udnytte den til bedre formål i 2019? Klimamæssigt skulle det være en del bedre med tomater bragt hertil fra Sydeuropa. Men uden at ville lyde for protektionistisk, kunne vi måske også her bruge energien til noget bedre end diesel til lastbiler?

Og problemet er globalt. Tomater er verdens største og mest betydelige grønsagsafgrøde.

For at en grønsag skal være populær i Danmark anno 2019 skal de være nemme at tilberede og helst kunne spises rå.  På den konto har tomaten overhalet de langt klimavenligere gulerødder som vores foretrukne grønsag. Og tomaterne er ikke bare populære i frisk tilstand. Vi er, trods generel modstand mod konserves, vilde med denne konserveringsform, når det kommer til tomater. Faktisk udgør de friske tomater kun 25 % af vores tomatforbrug, også selv om vi for længst har vænnet os til, at tomater kan fås friske året rundt.

De officielle anbefalinger går på, at vi skal spise flere grønsager. Og forbruget har været svagt stigende. Blandt andet fordi vi spiser flere tomater. Men mon ikke det også er vigtigt, at vi spiser mange forskellige grønsager? Tomater og gulerødder udgør sammen med de ydmyge og allestedsnærværende løg 2/3 af vores samlede grønsagsforbrug.  Det er vildt at tænke på, hvor mange forskellige lækre frilandsgrønsager, der må slås om den sidste tredjedel af vores forbrug.

Så både for klimaet og folkesundhedens skyld bør vi altså stoppe tomatiseringen af den danske madkultur.

Og det er så netop min tredje pointe. Vores madkultur. Tomatiseringen er verdensomspændende og med den, kommer mere og mere mad verden over til at ligne hinanden. Inden længe vil du ikke kunne skelne børns livretter fra hinanden fra land til land.  Uanset hvor i verden du spørger vil det rime på pizza og pasta.

Skal vi stoppe tomatiseringen kræver det derfor kulinarisk opgradering af kommende generationer og gerne hele vejen fra jord til bord. Ungerne skal dyrke masser af grøntsager og i køkkenet og lave mad med dem. Der skal sås tomatfrø i vindueskarmen i marts og høstes sherrytomater til madpakken, bøftomater til tomatsalaten og flasketomater til tomatsaucen i august og september. For ja tomater har også en sæson. Og hvor jeg dog glæder mig til den!

PS tomater elsker varme. Både planten og frugten. Derfor er det stadig alt for tidligt at sætte tomater i potter og drivhus. Af samme grund er det en dødssynd at opbevare tomater på køl.

God påske i haven og omkring bordet.

/Lars

Forstander på Suhrs