4/11 Højskoletalk med Kasper Lundberg og Frederik Dirks Gottlieb

Få det bedre, se en serie!

Til denne højskole-talk får vi besøg af serieeksperterne Kasper Lundberg og Frederik Dirks Gottlieb, som undersøger tv-seriens mange funktioner – og om de endda kan gøre os til bedre mennesker. Der er psykologer, der bruger serier til at nedsætte stress og give deres klienter nye perspektiver på de svære ting i livet.

Frederik og Kasper fortæller om deres interviews med eksperter og lyttere, der har fået det bedre af at se serier. De fortæller selvfølgelig også om deres yndlingsserier og oplevelser med at få det bedre af at se serier.

Kasper og Frederik har beskæftiget sig med tv-serier i snart ti år. De skriver hver uge artikler om tv-serier til dr.dk og andre medier og står bag programmer som TV2 Serieland, Stream team på Radio24syv, Binge og Den sorte boks på DR.