Suhrs Højskole uddanner et nyt hold MadAmbassadører

Fællesskab og ungdomskultur går hånd i hånd, og landets ungdomsråd arbejder hver dag for at styrke begge dele i deres nærområder.

Projektet MadFællesskaberne, som Suhrs Højskole er en del af, er sat i verden for at hjælpe ungdomsrådene med at skabe endnu bedre rammer for fællesskabet på en helt særlig måde – nemlig ved at tage udgangspunkt i mad.

”Mad er et super stærkt værktøj, når det handler om at møde mennesker og nedbryde grænser,” siger højskolelærer Bodil Sofie Espersen, som er Suhrs Højskoles repræsentant i projektet.

I uge 31 var en gruppe unge fra ungdomsrådene samlet på højskolen midt i København for at blive uddannet til såkaldte MadAmbassadører. Idéen er, at de unge lærer, hvordan de kan bruge mad og måltider til at skabe fællesskaber i deres lokalområder.

Ugekurset på Suhrs Højskole handlede dels om madkundskaber som råvarekendskab og madteknikker og dels om projektværktøjer som projektledelse og eventorganisering.

En sund og værdifuld ungdomskultur

Om et par uger besøger holdet bag MadFællesskaberne de forskellige ungdomsråd og hjælper med at forankre alt det, de har lært, og i løbet af efteråret kommer de unge tilbage til Suhrs Højskole på et weekendkursus.

”Tanken er, at de unge i mellemtiden skal afvikle nogle madevents, som vi kan evaluere op og arbejde videre med på weekendkurset,” fortæller Bodil Sofie Espersen.

Projektet munder ud i MadFællesskabernes Dag i november, hvor alle ungdomsråd afholder et stort madfællesskab på samme dag forskellige steder i landet.

Det er andet hold af unge, som bliver uddannet til MadAmbassadører, og i sommeren 2018 får en ny gruppe mulighed for at lære mere om, hvordan mad kan spille en større rolle i ungdomsfællesskaberne rundt i landet.

”Vi har nogle unge derude, som laver et kæmpe stykke arbejde for at skabe en fed, sund og værdifuld ungdomskultur i Udkantsdanmark. Hvis vi kan bringe madglæde ind i deres super gode arbejde, tror jeg, at vi kan komme rigtig langt i forhold til at dele madglæde ud til endnu flere unge,” siger Bodil Sofie Espersen.

Om MadFællesskaberne

Nordea-fonden har støttet MadFællesskaberne med 12,7 mio. kr.

Projektet startede 1. januar 2016 og løber frem til 30. juni 2019.

Projektet gennemføres i et partnerskab mellem Professionshøjskolen Metropol, Glostrup Albertslund Produktionshøjskole, Suhrs Højskole, Ungdomsbureauet og Netværket af Ungdomsråd.

Se mere på Madfællesskaberne.dk og på Facebook.