TOPPEN
Nyt fra Suhrs

Suhrs udvider

December 2016

Vi har en fantastisk ramme om vores højskole i Pustervig, hvor vi har haft til huse siden 1912, men vi har længe drømt om at få mere plads og at få et ansigt ud mod gaden. I 2017 går den drøm i opfyldelse.

MERE PLADS – MERE SYNLIG
1. marts 2017 flytter Professionshøjskolen Metropol til deres nye Campus i Sigurdsgade. Suhrs Højskole har i den forbindelse anvendt vores forkøbsret og videresolgt den del af ejendommen vi ikke skal bruge til højskole.
Det betyder, at vi fra 1. marts overtager forhuset i Pustervig 8, bortset fra stueetagen til venstre.
Den nye og udvidede ramme giver os et undervisningslokale i stueetagen og et elevværksted i kælderen, så vi kommer tættere på københavnerne og kan gøre højskolens aktiviteter synlige i byrummet. Undervisningslokalet har hidtil fungeret som laboratorium og vi er lige nu i gang med at transformere det til et højskolelaboratorium, med langbænke, skoleborde lavet af de gamle laboratorieborde med fine små porcelænsvaske i. Vi beholder også stænkskabet som vi overvejer at anvende som væksthus for udplantningsplanter til vores urbane haveprojekter. Der skal selvfølgelig også være et klaver og et skab fuld af højskolesangbøger, så vi både kan ses, høres og sikkert også duftes fra Pustervig.

På 1. sal bliver der indrettet 7 nye elevværelser med plads til det voksende antal kostelever fra Danmark, Norden og resten af verden, der søger vores højskole,  og der bliver indrettet en elevlounge til pauser, samvær og fester for Suhrs højskoleelever.

På sigt drømmer vi også om at få en ny tagterrasse mod Rundetårn og et nyt køkken i gadeplan.

SUHRS NYE NABO
Det er Pitzner Ejendomme, som har købt den resterende ejendom. Pitzner Ejendomme arbejder med erhvervsmæssig udlejning og har lange lejekontrakter med virksomheder og organisationer, der på forskellig vis er en markant del af bybilledet i indre by. De lejer fx ejendomme ud til så forskellige formål som guldsmedeforretning og hosteldrift.
I løbet af januar forventer vi at kunne løfte sløret for, hvem vi skal dele adresse med i fremtiden og glæder os, lige som Pitzner Ejendommes direktør Christian Ewald, til samarbejdet og til at udvikle på vores hus og gård ved Kultorvet midt i København.

SUHRS – DEN URBANE HØJSKOLE
I processen hvor vi er endt med at købe ejendommen, har vi fået styrket vores Københavnerbevidsthed og vores udlægning af, hvorfor vi er sat i verden. Suhrs er i dag en urban højskole, der vil finde løsninger på udfordringerne med at skabe et sundt og bæredygtigt liv og en rig madkultur for de mennesker, der vælger at leve i byen. Derfor giver det rigtig god mening, at vi bor hvor vi gør!
Vi ser det også som den arv, vi skal løfte efter Ingeborg, der startede sin husmoderskole i 1901. Og vi skal stå op med hønsene, hvis vi skal nå hende til sokkeholderne. Det vil vi så gøre!  ​