TOPPEN

Movetrition skydes i gang

Arbejdsliv. Hverdagsliv. Familieliv.

Der er mange liv, der skal leves, men hvordan gør vi det bedst? Hvordan bliver de forskellige grene af vores liv flettet sammen, og hvordan kombinerer vi det med at leve sundt og aktivt?

Det er en udfordring for de fleste at finde den rette balance. Kasper Winther og Hans Eli Iversen kæmper af og til også med at finde ligevægten, men de har begge to fundet ud af, hvor vigtigt det er for dem at leve et aktivt liv med masser af bevægelse og sund, nærende mad.

Nu skal de to undervise på Suhrs Højskoles nye hovedfag, Movetrition.

En større kropsbevidsthed

Sammen vil de give eleverne inspiration til at bevæge sig på nye, alternative måder og lave maden, som passer til et aktivt liv. Kasper Winther står for bevægelsesdelen, mens Hans Eli Iversen kaster sig over ernæringen.

“Movetrition vil give eleverne en større kropsbevidsthed, og jeg vil introducere dem for nogle nye måder at bevæge sig på, så de får en bedre kontakt til deres krop,” siger Kasper Winther.

Eleverne skal klatre, dyrke yoga og danse. De skal bevæge sig i byens parker og bymiljøer, og de skal besøge en række forskellige bevægelsesaktiviteter rundt i København.

“Jeg plejer at se på tre ting – hvad der er muligt for min krop, hvad der gavner min krop, og hvad der er sjovt. Det er ikke altid, at alle tre ting er på plads – nogle gange er det, der gavner min krop, eksempelvis ikke særlig sjovt. Men hvis alle tre ting er med i den samme øvelse, er det helt genialt,” siger Kasper Winther.

“Fedt er ikke farligt”

Eleverne skal også i køkkenet og lave sund, nærende og – ikke mindst – velsmagende mad.

“Vi vil gøre den sunde mad så spændende som muligt. Det betyder blandt andet, at vi skal slå myten om, at fedt er farligt, ihjel,” siger Hans Eli Iversen.

Eleverne skal arbejde med konsistens, smag og andre enkle greb, der kan gøre det sunde interessant. Eleverne skal også arbejde med superfoods og tale om helt basale ting, som eksempelvis hvornår man skal spise i løbet af en dag, og hvor meget væske man skal drikke.

“Det handler om at lære de sunde vaner at kende, og personligt har jeg det i hvert fald meget bedre, når jeg spiser sundt,” siger Hans Eli Iversen.

Én ting er i hvert fald sikkert – vores krop er det vigtigste redskab, vi har, og derfor er det altafgørende, at vi lærer den bedre at kende. Movetrition er et godt sted at starte!