Laura

Hvem er Laura?

Jeg hedder Laura, er 23 år, bor på Nørrebro og i gang med gartneruddannelsen.

Hvorfor valgte du at tage på Suhrs?

Jeg ville gerne prøve at udforske mad på en måde, som jeg ikke havde plads til hjemme i mit lille køkken.

Hvornår gik du på suhrs?

Foråret 17.

Boede du på skolen?

Jeg boede ikke på skolen, fordi jeg gerne ville beholde min dejlige lejlighed. Dog tilbragte jeg alle mine vågne timer på Suhrs, og vi jokede lidt med, at jeg var mere på Suhrs end nogle af de boende elever.

Hvilke hovedfag havde du?

Foodlab, Foodtrends og Gastro.

Gastro var helt klart mit yndslingsfag. Vi lavede en restaurant takeover og var ude for at slagte kaniner, som vi grillede over en hjemmelavet grill nede i gården. I Gastro fik vi virkelig lov til at prøve at lave en masse spændende projekter.

Vores Foodtrends-tur til Berlin bragte holdet meget tættere sammen, og da vi kom hjem fra turen og fik lov til at lave et lokale om til Berlin ved at overmale det med graffiti, gik det hele bare op i en højere enhed.

Hvad er det bedste minde fra dit ophold?

Helt klart Folkemødet på Bornholm! Vi havde sat barren højt og det endte med at være en stor udfordring, men med høj musik, dans og kødfars op til ørene klarede vi os igennem en lang prepdag (og også et par nattetimer). Reaktionerne på vores mad var det hele værd. Det var virkelig teamwork i ordets bedste forstand!

Hvad har Suhrs betydet for, hvor du er i dit liv i dag?

Suhrs har lært mig, at jeg i hvert fald skal lave noget med mad. Nu har jeg så valgt at gå grøntsagsvejen, men jeg ved, at jeg ikke kan undvære madlavning.

Hvad er det vigtigste, du har lært under dit ophold på Suhrs?

Det vigtigste, jeg har lært, er at presse mig selv ud i nogle ting, som jeg før ikke troede, at jeg kunne. Jeg har lært, at det er ok for mig at komme ud af min comfort zone engang imellem. Og så har jeg også lært, at der er flere ting, jeg er god til, end jeg lige gik og troede. Suhrs har lært mig MEGET!

Hvorfor vil du anbefale Suhrs til andre?

Suhrs har været en af de bedste ting, jeg har gjort for mig selv. Da vi startede, skulle vi skrive et ønske ned om, hvordan vi håbede, det næste halve år ville blive. Jeg ønskede, at jeg bare ville få det rigtig sjovt. Det ønske gik i opfyldelse. Desuden har Suhrs de mest fantastiske og mest inspirerende undervisere, jeg nogensinde har haft. Alle fortjener at gå på suhrs!