Støv, larm og byggerod har længe været hverdag i Pustervig, men endelig blev vores nye, flotte elevværelser og undervisningslokaler færdige – og det skulle naturligvis fejres!
Fredag den 15. september bød Suhrs Højskole derfor indenfor til Housewarming i den gamle solgård, og venner af huset, tidligere ansatte og gamle elever dukkede op.
Da de kulørte lamper blev tændt, forduftede regnvejret, og den dejligste stemning spredte sig i gården. Eleverne havde i løbet af ugen forberedt hjemmelavede hotdogs og dessertbord til vores gæster, og i Ingebar flød de gyldne dråber fra Ebeltoft Gårdbryggeri.
Vi skød aftenen i gang med fællessang og taler, og efterfølgende var der skøn musik, snakkeri, mad og fest i gården.
Tak til alle, der mødte op og gjorde dagen både hjertelig og festlig!