Crick’it – Suhrs Højskole på Roskilde Festival

I Food Court venter der en unik gastronomisk oplevelse, når Roskilde Festival for første gang får insekter på menuen.

Det sker under navnet Crick’it, som er et samarbejde mellem Suhrs Højskole, novelfood virksomheden Insekt KBH, Danmarks første urbane fårekyllingefarm, Bugging Denmark, og Michelin-kokken Rasmus Leck Fischer.

Når det gælder madinnovation, er Roskilde i front. Det er derfor ikke underligt, at netop Crick’it konceptet har fundet vej ind i den prestigefyldte Food Court, som over de seneste år har vist sig at være en enestående mulighed for at gå på opdagelse i de seneste foodtrends. Hvor sidste års helt store tilløbsstykke var Roskilde Dyrskues “Eat Horse – Of Course”, spås Crick’it til at blive dette års største kulinariske festival-attraktion.

Arrangørerne bag samarbejdet, lover en velsmagende madoplevelse på højt gastronomisk niveau, der med garanti vil pirre smagsløgene og gøre dig nysgerrig på insekternes gastronomiske kvaliteter.

“Det har været vigtigt for os, at menuen afspejler den kontekst, hvori den skal præsenteres, men samtidig opretholder den høje kvalitet, som Food Court repræsenterer. Roskilde Festival er ikke en, hvilken som helst begivenhed, og det kræver et knivskarpt fokus at inkorporere et så nyt fænomen, som insekter jo er, særligt for vores nordlige kultur. Vi er stolte over, at vi har fundet balancen og glæder os til at præsentere vores koncept til de festlige, men også kvalitetsbevidste festivalgængere”, siger Louise Dejgaard-Wandbæk & Eva Hune Gjørup, projektledere for Crick’it-samarbejdet.

Insekter for enhver smag

For at nedbryde den kulturelle barriere, der kan være i forbindelse med dét at skulle sætte tænderne i sit første insekt, har initiativtagerne sørget for, at hele insekter i maden er et tilvalg:

“Det er vigtigt ikke at presse noget ned over hovedet på folk. Vi vil gerne give folk mulighed for at vælge selv, på et niveau, som afspejler individuelle behov. For ikke at afskrække folk sørger vi altid for at inkorporere insekterne i noget velkendt og vellidt. Det gælder om at nå folk dér hvor de befinder sig. Det skal være en oplevelse at spise insekter – og så skal det smage godt!” lyder det fra Camilla Heding Andersen, kommunikationsansvarlig på Suhrs Højskole.

Menuen består af to nøje udvalgte retter, udarbejdet af Rasmus Leck Fischer i samarbejde med elever fra Suhrs Højskole. Den første ret er en smørbagt brioche med langtidsmarineret pulled chicken i en hjemmelavet BBQ-sauce rørt med krydderstegte melorme. Hertil får bollerne et smurt lag af hjemmelavet mayo, hvor voksmøl larver bidrager med en smag af umami ligesom fx svampe.

Den anden ret er en lun kartoffelsalat med fårekyllinge-pesto, syltede rødløg og fennikel samt valgfri insekt crunch. Arrangørerne lover rig mulighed for at få dækket sine insekt-cravings, med den særlige insekt-topping, som tilføjes retten alt efter smag. I sand Roskilde ånd, kommer der til at være noget for alle. Både de, der stifter bekendtskab med insekter for første gang og de som er garvede insekt-entusiaster.

Til at supplere retterne, kan der købes et herligt og forfriskende æble/ingefær-shot beriget med fårekyllinger, som udover at slukke tørsten efter sigende skulle være en glimrende kur mod tømmermænd.

“Udover at smage godt, er insekter sprængfyldte med naturlige vitaminer og mineraler. De har et højt indhold af B12-vitamin, protein, omega 3 og 6 fedtsyrer og så er de rige på blandt andet zink, jern og det hippe magnesium,” siger Jakob Lewin Rukov, Stifter af Bugging Denmark og partner i Insekt KBH.